Kvinde fundet dræbt

Efterforskningen af en brand i et sommerhus ved Ølsted førte politiet til en dræbt kvinde på en adresse i Frederikssund Kommune.

Lørdag kort før middag modtog Nordsjællands Politi en anmeldelse om, at en mand havde sat ild til et sommerhus på Maxivej ved Ølsted. Brandvæsnet blev sendt til stedet, og samtidig rykkede politiet talstærkt ud med bl.a. hundepatrulje og maskinpistolbevæbnede betjente.

Til at starte med, holdt Nordsjællands Politi kortene tæt ind til kroppen og bekræftede kun, at man var tilstede ved branden.

Senere har politiet oplyst, at man ledte efter en 30-årig mand, som var bruger af sommerhuset. Han blev sidst på eftermiddagen anholdt i København.

I forbindelse med efterforskningen blev en kvinde fundet dræbt på en adresse i Frederikssund Kommune. Politiet mistænker den 30-årige mand for drabet.

Lørdag aften og natten til søndag var politiet fortsat i gang med en intensiv efterforskning.

Den anholdte fremstilles i grundlovsforhør søndag.