Gemte hash i underbukserne

En 26-årig mand fra Frederikssund havde gemt hash i sine underbukser, da han torsdag aften blev standset af politiet ved Køge.

Sammen med en 23-årig mand – også fra Frederikssund – kom han kørende på Køge Bugt Motorvejen, da politiet standsede ham for at lave en rutinemæssig kontrol. En narkometertest viste ikke, at den 26-årige, som var fører af bilen, var påvirket af euforiserende stoffer. Politiet fik dog mistanke til, at der var narko i bilen, hvorfor begge blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. De blev visiteret, og bilen blev ransaget.

Den 26-årige blev fundet i besiddelse af 25,86 gram, som han opbevarede i sine underbukser. I bilen blev fundet 3,59 gram hash.

Politiet fastholdt sigtelsen mod føreren, men frafaldt sigtelsen mod den 23-årige passager. Den 26-årige kan forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.