Kvinde sprang over bord

En 37-årig kvinde blev tilsyneladende så træt af selskabet, da hun var taget ud at sejle med en 54-årig mand, at hun valgte at springe over bord og svømme i land.

Ifølge Nordsjællands Politi var de to taget ud at sejle og lå for anker i Roskilde Fjord ud for havnen i Frederikssund, da der dels var udsigt til dårligt vejr og de også havde fået lidt for meget at drikke til at ville sejle videre.

Omkring klokken 22.30 ville kvinden ikke længere være på båden og sprang derfor over bord og begyndte at svømme mod land. Den 54-årige mand blev dog så bekymret for hende, at han ringede til 112 og en større eftersøgning af kvinden med helikopter og redningsbåde sat i værk.

Efter en halv times tid fik politiet oplysning om, at kvinden var kommet i land i god behold.