En 19-årig mand fra Slangerup og en 18-årig mand fra Frederikssund blev mandag aften anholdt og sigtet for tyveri fra en byggeplads på Garnisonsvej i Farum.
De to mænd blev anholdt sammen med en 19-årig mand fra Hillerød.
Det var en borger, som så mændene på byggepladsen klokken 20.21 og kontaktede politiet, som kørte til stedet og anholdt den ene mand på byggepladsen. De to andre var stukket af, men en patruljehund fik hurtigt snuset sig frem til dem, og de blev herefter anholdt.
Mændene fra Slangerup og Frederikssund blev løsladt efter endt afhøring, mens den tredje, en 19-årig fra Hillerød, forblev anholdt.
Det skal i løbet af i dag, tirsdag, vurderes, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.