Ny svømmehal åbner til sommer

Arkivfoto: 12019 / Pixabay

Byggeriet af den nye svømmehal syd for Frederikssund by har været forsinket – men nu er der godt ny for borgere og foreninger, for svømmehallen forventes nemlig at åbne dørene i løbet af august i år.

Svømmehallen er en del af første etape af den kommende idrætsby, som, udover svømmehal kommer til at byde på udendørs træningsområder med aktivitetsplads. Det er entreprenørfirmaet GVL Entreprise, der, som vinderen af en totalentreprisekonkurrence, har stået for byggeriet af den nye svømmehal.

Svømmehalsbyggeriet har blandt andet været forsinket på grund af en sen byggetilladelse og en række praktiske forhold. Frederikssund Kommune og GVL Entreprise har været uenige om ansvaret for forsinkelserne og de tidsmæssige og økonomiske konsekvenser af forsinkelsen. Det har ført til en sag ved Voldgiftsnævnet for byggeri og anlæg, som har stået på siden juli sidste år.

Der er nu indgået en forligsaftale mellem Frederikssund Kommune og GVL. Aftalen betyder, at voldgiftssagen ophører, og at svømmehallen kan stå klar til sommer.

Svømmehallen kommer blandt andet til at indeholde et 25 gange 25 meter bassin med ti baner, et børne- og welnessbasin, et børne- og øvelsesbassin samt et modstrømsbassing til teknisk træning og genoptræning.

Glad borgmester
Udsigten til at den nye svømmehal kan stå færdig til sommer glæder borgmester John Schmidt Andersen:

– Jeg er meget glad for, at vi til sommer kan slå dørene op til den nye svømmehal. Vi har selvfølgelig været ærgerlige over forsinkelserne, men kan nu i kraft af den indgåede forligsaftale glæde os til, at svømmehallen snart tages i brug, siger borgmesteren.