Ungt par udsat for vejvrede

Foto: Rigspolitiet.

En 22-årig mand fra Skibby og hans veninde blev søndag eftermiddag udsat for vold og vejvrede.

Episoden fandt sted kl. 14.15 ud for Shell på Frederikssundsvej i Stenløse. Her måtte den 22-årige bremse hårdt op, da de kom kørende i deres bil for at undvige en forankørende bil, der bremsede op lige foran dem.

Passageren i den forankørende bil kom derefter ud, åbnede døren ind til den 22-årige og gav ham en lussing på venstre kind, hvorefter han gik tilbage til bilen, som kørte fra stedet.

Da den 22-årige mand og hans veninde kørte videre og kom til en rundkørsel tæt ved, kørte bilen fra tidligere op på siden af dem, og passageren, som kort forinden havde givet den 22-årige en lussing, hang nu ud af vinduet i passagersiden og slog med et træbat to gange på bilen, som den 22-årige mand sad i.

Nordsjællands Politi oplyser, at man på baggrund af efterforskningen har en formodning om, hvem gerningsmændene er.