Ung mand fra Skibby fængslet for hasarderet kørsel – flere biler i uheld på motorvej

Arkivfoto: Rolf Larsen

En 20-årig mand fra Skibby er blevet varetægtsfængslet efter et alvorligt færdselsuheld med flere biler involveret på Vestmotorvejen ved Vemmedrup i nærheden af Bjæverskov ved Køge.

Uheldet skete kl. 19.40 søndag aften da en mindre blålilla personbil overhalede indenom i nødsporet. Da bilen blev ført fra nødsporet tilbage i første vognbane, ramte bilen en anden personbil ført af en 48-årig mand fra Gentofte, denne bil trak en hestetrailer med en hest som den mindre bil ramte den bagerste del af, herefter ramte den en bagvedkørende bil, som blev ført af en 38-årig mand fra Esbjerg. Vragdele fra den 38-åriges bil ramte et fjerde køretøj. Hestetraileren og tre biler endte i grøften langs motorvejen.

Politi og ambulance blev sendt til stedet, og motorvejen blev afspærret.

Hesten blev frigjort fra hestetraileren og slap fri, men blev indfanget af ejeren og ingen personer eller hesten kom alvorligt til skade ved uheldet.

Føreren og passagererne fra den mindre personbil, som var årsag til uheldet efterlod bilen på stedet og var gået før politiet nåede frem. Politiet undersøgte uheldsstedet og optog en rapport, som skal belyse omstændighederne ved uheldet med de flygtede personer. Først kl. 21.20 var der ryddet op på stedet, så vejen igen kunne åbnes.


I forbindelse med efterforskningen af uheldet kontaktede politiet ejeren af den mindre blålilla personbil, som kunne dokumentere, at han havde solgt bilen kort forinden.

Politiet fandt frem til den nye ejer af køretøjet; en 20-årig mand fra Skibby, som opholdt sig på en adresse i København.

Han og en 17-årig mand fra København blev anholdt, som mistænkt for at have befundet sig i den mindre blålilla personbil, da uheldet skete.

Inden uheldet skete, havde politiet fået anmeldelse om, at samme blålilla bil havde kørt hasarderet på Vestmotorvejen i østgående retning ved Ringsted. Bilen havde foretaget flere overhalinger indenom, som havde skabt hårde opbremsninger og farlige situationer.

Politiet har mandag arbejdet videre med sagen og bl.a. afhørt de to anholdte. Den 20-årige blev senere på dagen fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde sigtet for at have forvoldt fare i forbindelse med hasarderet kørsel. Retten valgte at varetægtsfængsle ham frem til 28. november.