Faldt ud af vindue: Lille dreng brækkede benet

Den lille dreng, som mandag aften faldt ud af et vindue fra en 2. sals lejlighed på Kocksvej slap tilsyneladende forholdsvis heldigt fra faldet.

Ulykken skete kl. 19.40 og drengen blev efterfølgende kørt til behandling. Ifølge Nordsjællands Politi skal drengen være sluppet med et brækket ben, og han er i øvrigt uden for livsfare.

Politiet kender endnu ikke årsagen til, at drengen faldt ud af vinduet, og derfor bliver ulykken nu undersøgt nærmere i et forsøg på at fastslå hvad der er sket.

Vi skrev i går, at drengen var to år gammel. Seneste oplysning fra Nordsjællands Politi er, at han er halvandet år gammel.