Retten løslader 17 unge mænd i sag om knive og slagvåben

Retten i Hillerød besluttede tirsdag at løslade de 17 mænd, der fredag aften blev anholdt i Frederikssund, hvor de blev fundet i besiddelse af flere knive og slagvåben.

De 17 mænd i alderen 19-33 år, blev anholdt klokken 18.45 den 26. april, da de i tre biler kom kørende ved Haldor Topsøe Park i Frederikssund med knive og slagvåben. De fik i første omgang opretholdt deres anholdelse i tre gange 24 timer og blev derfor genfremstillet i Retten i Hillerød tirsdag, som valgte at løslade dem.

Selvom de nu er løsladt, er de alle 17 fortsat sigtet i sagen. Mændene er under mistanke for at være en del af et organiseret kriminelt netværk og sigtet for at have til hensigt at samle sig med det formål at udøve vold og grov vold mod en anden gruppering.