Mand fra Jægerspris kørte ind i siden på varebil

I går omkring kl. 10.30 var en 66-årig mand fra Jægerspris involveret i et færdselsuheld i St. Grandløse ved Holbæk. Det skriver Holbaekonline.dk.

Uheldet skete i krydset med Roskildevej/Omfartsvejen/Eriksholmvej, da manden fra Jægerspris kom kørende ad Omfartsvejen mod Øst og i krydset ved Roskildevej ikke standsede for “Fuld stop”, men fortsat ud på Roskildevej og ind i siden på en varebil, ført af en 46-årig mand fra Ringsted.

Varebilen væltede om på højre side som følge af påkørslen.

Et bugseringskøretøj blev tilkaldt til borttransport af varebilen, medens den 66-årige selv sørgede for borttransport af bilen. Vejen var ryddet en lille time efter uheldet.


Vis større kort