19-årig anholdt: Truede politibetjent med jernrør

En 19-årig mand blev onsdag anholdt og sigtet for en lang række lovovertrædelser, bl.a. forsøg på vold og kørsel uden førerret.

Det hele startede omkring kl. 12.40, da en bil uden nummerplader kørte hasarderet på en gangsti mellem
Strandvej og Thorfinsvej i Frederikssund. En politibetjent, der i sin fritid befandt sig i nærheden og var i civil påklædning, påtalte forholdet, hvilket fik føreren af bilen til at stige ud af køretøjet og true ham med et jernrør, hvorefter bilisten og hans medpassager kørte hastigt fra stedet.

En patrulje blev sendt til området, og efter en kort efterforskning blev den formodede fører, en 19-årig mand fra lokalområdet, fundet og anholdt. Han er blevet sigtet forsøg på vold, kørsel uden førerret samt manglende registrering af køretøj.

Nordsjællands Politi oplyser, at den 19-årige i dag bliver fremstilet i grundlovsforhør.