Mand fra Jægerspris i færdselsuheld – mistænkes for ikke at overholde sin vigepligt

En 26-årig mand fra Jægerspris var onsdag formiddag involveret i et færdselsuheld i et vejkryds i Mørkøv i Nordvestsjælland.

Uheldet skete kort før klokken 9.30 da den 26-årige var kørt i en varebil ad Holbækvej mod vest og videre ud over vigelinjen mod Hovedgaden, hvor han stødte sammen med en 64-årig mand fra Mørkøv, som kørte i en personbil ad Hovedgaden mod syd.

Politiet oplyser, at begge parter slap uskadte fra uheldet.

Den 26-årige fra Jægerspris kan forvente at høre nærmere fra politiet, fordi han mistænkes for at have overtrådt færdselslovens vigepligtsbestemmelser.