20-årig mand sigtet for vold på diskotek

En 20-årig mand fra Frederikssund er blevet sigtet for vold på et diskotek på Jernbanegade i Roskilde.

Den 20-årige er sigtet for, ved 2-tiden natten til lørdag, at have udøvet vold mod en 21-årig mand fra Ringsted. Den 21-årige havde hjulpet stedets dørmænd, da den 20-årige nikkede ham en skalle, så han flækkede det ene øjenbryn.

Offeret blev sendt på skadestuen til fornøden behandling af skaden, som en læge dermed kunne dokumentere i forhold til voldssagen.

Den 20-årige mand blev løsladt da politiet var færdige med at afhøre ham. Han vil senere blive indkaldt til retten, så sagen mod ham kan afgøres.